Bibelen online
Salmernes Bog Kapitel 104
Min sjæl, pris Herren!
Herre, min Gud, du er stor!
Du er klædt i højhed og pragt;
du hyller dig i lys som en kappe,
du spænder himlen ud som en teltdug.
Du rejser din højsal i vandene,
du gør skyerne til din vogn
og farer frem på vindens vinger.
Du gør vindene til dine sendebud,
og den flammende ild til dine tjenere.
Jorden gav du sin faste grundvold,
den rokkes aldrig i evighed.
Urdybet dækkede den som en dragt,
vandet stod op over bjergene.
Det flygtede for din trussel,
skræmt af din torden løb det sin vej
op over bjerge og ned gennem dale
til det sted, du havde fastsat for det.
Du satte en grænse, det ikke må overskride,
det skal ikke dække jorden igen.
Du lader kilder springe frem i dalene,
mellem bjergene baner de sig vej,
de giver vand til alle de vilde dyr,
vildæsler får slukket deres tørst.
Ved bredden bygger himlens fugle deres rede,
på grenene sidder de og kvidrer.
Du vander bjergene fra din højsal,
jorden mættes med frugten af dit værk.
Græs lader du gro til kvæget,
og planter til tjeneste for mennesker,
så der frembringes brød af jorden
og vin, der giver mennesker glæde.
Deres ansigt glinser af olie,
og brødet giver mennesket nye kræfter.
Herrens træer mættes,
Libanons cedertræer, som han har plantet.
I dem bygger fuglene rede,
i enebærtræerne har storken sin bolig.
I de høje bjerge holder stenbukken til,
i klipperne er grævlingens skjul.
Du skabte månen til festtiderne,
og solen kender sin nedgang.
Når du sender mørket, bliver det nat,
og skovens vilde dyr rører på sig.
Løverne brøler efter bytte
og kræver deres føde fra Gud.
Når solen står op, søger de hjem
og lægger sig i deres huler.
Mennesket går ud til sin gerning
og arbejder, til det bliver aften.
Hvor er dine værker mange, Herre!
Du har skabt dem alle med visdom,
jorden er fuld af dit skaberværk.
Her er det store og vidtstrakte hav,
med sit mylder, umuligt at tælle,
både små og store dyr!
Dér sejler skibene,
dér er Livjatan, som du skabte til at lege i det.
Alle har det håb til dig,
at du giver dem føde i rette tid;
du giver dem, og de samler op,
du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver;
du skjuler ansigtet, og de forfærdes,
du tager deres ånd bort, og de dør
og bliver til jord igen;
du sender din ånd, og der skabes liv,
du gør jorden ny.
Herrens herlighed skal vare evigt,
Herren skal glæde sig over sine værker.
Blot han ser på jorden, skælver den,
blot han rører ved bjergene, ryger de.
Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever,
jeg vil lovsynge min Gud, så længe jeg er til.
Gid mit digt må være ham til behag,
jeg har min glæde i Herren.
Gid synderne må udryddes fra jorden,
og de ugudelige ikke længere være til!
Min sjæl, pris Herren!